"Før mig til Kommandanten her!"
"Det kan jeg ikke."
"Vil De straks føre mig til Kommandanten!"
"I den engelske Hærs Navn!" - "Nej!"
"Eet Ord til, og De er død."
Dette Ordskifte faldt foran Hovedindgangen til Værløse Lejren den 6. Maj 1945. En Officer i Royal Air Forces Kaptajnsuniform, med Udmærkelsestegn under Brystmærket, der viste, at han var Pilot, stod foran den tyske Vagtpost. Tyskeren var tilsyneladende meget lidt glad over Situationen. Han kunde paa Vejen ved Flyvepladsen se en Kortege af den danske Modstandsbevægelses Lastbiler. Det blaa-rød-hvide Mærke straalede nymalet fra Vognens Sider og Skærme, og Maskinpistolbevæbnede Folk stod klar til med et Minuts Varsel at gaa til angreb. Den graasprængte, ungdommelige engelske Officer, der maalbevidst stod foran Tyskeren, saa heller ikke ud til at taale Modsigelse, og den svære Magasinpistol, han holdt i Haanden, var i sig selv et saare talende Argument.
Den tyske Vagtpost havde personligt deltaget i kampene mod Englænderne i Frankrig, havde gjort Tilbagetoget med over Rhinen og vidste af Erfaring, at der ikke var langt fra ord til handling. Endnu et blik paa Englænderen, der gjorde en meget sigende Bevægelse med Pistolen, og Tyskeren opgav videre Modstand.
Sådan transporterer man nemt og hurtigt sine Dirt Track-cykler fra sted til sted (Fra bogen Fra slaggebane til Spitfire, hvor andet ikke er opgivet stammer fotos fra denne bog)
Han drejede om paa Hælen og forsvandt ind i Vagtlokalet, hvor en halv Snes andre Soldater nysgerrigt havde fulgt Begivenhedernes udvikling foran Indkørslen. Det kom til en forhandling med den tyske Kommandant, der Gang paa Gang forsikrede den engelske Kaptajn, at han ikke paa nogen Maade kunde forhandle med de danske Modstandsstyrker.Hans Ordre lød paa, at han kun maatte overgive sig til Englænderne, og af den Grund vilde han ikke godvilligt slippe Danskerne ind paa Flyvepladsens Omraade.
Tyskernes Protest var imidlertid kun en formssag, Slaget var uigenkaldeligt tabt. For øvrigt kunde de ikke vide, at selv den Englænder, de forhandlede med, var en Dansker. Det var den berømte Motorkører Morian Hansen, tidligere Helten fra europæiske og australske Dirt Track Baner, nu højtestimeret Krigsflyver i den engelske Luftflaade." (Fra Slaggebane til Spitfire).
Sådan indledes bogen om Morian Hansen. Lige så dramatisk som hans liv. Et liv, som han ikke var bange for at sætte på spil.
Fra Dirt Track-løbenes store dage. Morian lykønskes med en sejr af en af tidens store filmskuespillerinder Karina Bell
En vild knægt
Henning Morian Hansen blev født den 10. januar 1905 i Frederikssund, hvor hans far var hestehandler. Ja, egentlig hed han Jens Henning Fisker Hansen. Allerede som barn kunne han lide fart. Det hændte, at han lånte en hest i faderens stald uden at fortælle det. Som 14-årig kom han i 1919 i lære som cykelmekaniker i Frederikssund. Her blev repareret alt fra cykler til biler. En dag fik Morian igen lyst til at "låne" noget. Denne gang var det en Reading Standard motorcykel. Mester var ikke hjemme den dag. På bagsædet fik han placeret sin lillebror, og så gik den vilde jagt.
Men den endte brat i en tjørnehæk lidt uden for byen. Lillebror faldt af, og Morian selv blev godt skrammet af mødet med tjørnehækken. Sådan endte hans første tur på motorcykel. Han fik naturligvis ballade, da han kom hjem til mester.
Men der var mere i Morian. Han forsøgte sig også som bokser i den lokale bokseklub. Hans lærer var den lokale politibetjent Werner Nielsen. Det lykkedes ham faktisk at vinde klubmesterskabet.
Senere var det rosporten, han kastede sig over. Det var dog motorsporten, og ikke mindst motorcyklerne, der i mange år blev hans foretrukne legetøj og gjorde ham verdensberømt.
Morian på et engelsk Dirt Track hold. Han sidder yderst til venstre
Hos Ford
Allerede i 1926 deltog han i sit første løb på landevej. Løbet var arrangeret af India Klubben. Morian deltog med sin Indian Scout og vandt løbet. Kort tid efter blev han ansat som mekaniker hos Ford Motor Compagny i Haraldsgade i København, og senere flyttede han med fabrikken til Sydhavnen, hvor han var indtil 1929. Det siges også, at det var i denne periode, han fik tilnavnet Morian. Men hvordan det skete, er der flere historier om. En af dem fortæller, at Morian engang var ved at reparere udstødningen på en Ford T. Ved den lejlighed faldt der noget sod ned i hovedet på ham. Da han kom op igen, sagde arbejdskollegerne, at han lignede en Morian (=neger).
Selv fortæller han i en radioudsendelse fra 1981, at han fik tilnavnet, fordi han under sine motorløb altid lå i baghjul, næsten helt til målstregen, for så at lukke op for gashåndtaget og køre foran de andre. Han fik derfor altid en masse snavs fra banen hvirvlet op i hovedet og blev sort som en neger. Mon ikke det er den rigtige historie?
I slutningen af 1920’erne havde man anlagt en motorbane ved Roskildevej. Ligesom i England, havde man anvendt slagger som underlag. Den blev indviet 15. oktober 1928. Blandt løbsdeltagerne var selvfølgelig ingen ringere end Morian Hansen, oven i købet som en af de yngste. Det siges, at han derfor måtte vente til sidst med at få sit løbsnummer. Da turen sluttelig kom til ham, var kun nummeret 13 tilbage. Ingen ville have det. Det tog Morian uden at kny, og det fulgte ham siden gennem hele livet. Han mente selv, at det var et lykketal, og at det var det, der hele tiden bragte ham held. Derfra stammer navnet "Det heldige trettental". Morian havde ogsåandre tilnavne. I udlandet kaldte man ham"Den smilende Dansker" og "Den flyvende Dansker". Han kørte stærkt, og det lykkedes ham vistnok at brække venstrebenet tre gange og kravebenet adskillige gange. Men smilet mistede han aldrig. I dette løb var Morian iført en grøn sweater. Det tiltrak sig en hvis opmærksomhed, da han dukkede op mellem kørerne iført denne trøje og med 13-tallet på bryst og ryg. Heldet var med Morian, for han vandt faktisk løbet foran garvede engelske kørere. Morian fortsatte med at køre dirt track på Roskildebanen og kunne efter en række sejre sikre sig "Den gyldne Hjelm". Morian havde dog også tid til at gifte sig med en beundrer, Ellen Bech. Hun havde i nogle år hjulpet ham ved løbene. Dirt track løbene blev hurtigt lige så populære i Danmark, som de var i Tyskland, England, Amerika og Australien. Det var naturligvis den fortættede spænding på banen, der trak publikum til. Farten, dramatikken og muligheden for at se en af stjernekørerne. En af stjernerne var Morian Hansen. Morian blev så populær, at en is blev opkaldt efter ham. Den fik navnet "En Morian Stang".
Fra terrænbanen i Ganløse, hvor Morian både startede i bil og på motorcykel. Her ses han i Ford`en der til en afveksling har fået nummer 26 = 2x13
Morian forsøgte sig også som bilkører og opnåedefine resultater på en terrænbane i Ganløse. I 1932 deltog han i det kendte "Monte Carlo Løb", som var et stjerneløb, fordi kørerne kunne vælge forskellige startsteder. Morian valgte at starte med sin Ford V6 fra Umeå i Sverige. Som sin observatør valgte han Tage Nielsen, der var søn af Valdemar Jernskæg fra Lorry. Løbsnummer 130 mindede meget om lykketallet 13. Men det bragte ham ikke nogen førsteplads. Til gengæld reddede det ham måske fra at blive dræbt, da han i Jönköping kørte galt, og bilen endte ude på et jernbanespor. Morian fik nogle drøje knubs, men slap med livet i behold. Men uheldet satte en stopper for hans videre deltagelse i Monte Carlo-løbene. Herefter begyndte Morian at køre dirt track i udlandet, ikke mindst i England, og det var nok disse løb, der gjorde ham nærmest verdensberømt. Han bosatte sig også i England, men kunne dog ikke undvære sin kone og sendte bud efter både hende og deres fælles datter.
Dødsdromen
Morian skulle også opfylde sine kontrakter i Danmark, og måtte derfor vende hjem i 1930’erne. Da han på et tidspunkt var i Jylland, blev han i Horsens opmærksom på et fænomen, nemlig de farlige "dødsdromer". Sådan én var der i byen, og den måtte han se nærmere på. Dødsdromen er en kæmpestor tønde, hvor en eller flere motorcykler kører rundt på de indvendige vægge. Før i tiden var der et fast indslag i omrejsende cirkusser og tivolier. Publikum står øverst oppe og kigger ned på motorcyklerne, når de suser rundt. Farligt ser det ud. Men farten er ikke stor. Et sted mellem 30 og 40 km i timen. Morian var ikke længe om at beslutte sig for en tur. Det gik fint. Ejeren af dromen så hurtigt en mulighed for at tjene flere penge og overtalte Morian til at køre fast hos sig. Det trak folk til. En aften var det dog ved at gå galt, for pludselig gik lyset ud, og begge kørerne endte nede i bunden af dromen. Dagen efter kunne man i Horsens Avis læse, at Morian Hansen var blevet voldsomt kvæstet efter ulykken i dødsdromen, selv om der ikke var sket kørerne noget. Det var god reklame, og aftenen efter væltede folk ind for at se Morian i tønden.
Morian blev så betaget af at køre i dødsdrom, at han selv ønskede at anskaffe sig en. Og da han hørte, at en dødsdrom-ejer i Vejle ville sælge sin for 5.000 kr., købte han den. Nu var han herre i eget hus (tønde). Men der var hverken penge eller spænding nok i at køre dødsdrom. Morian opgav projektet og begyndte atter at køre dirt track.
Engelsk plakat. Morian i fornemt selskab med de store stjerner
Smadrede hovedet
Morian vendte nu tilbage til England, hvor han bl.a. kørte på banerne i Hackney-Wicks og Wembley. Han nåede også til Australien. I 1937 ankom han sammen med syv andre engelske ryttere til Sidney. Men allerede i det første løb gik det galt. Morian var uheldig, og i et sving mistede han herredømmet over maskinen. Han blev slynget ind mod hegnet, som omgav banen, men kom med besvær på benene igen. Hjelmen var knust, og han havde brækket kæben. Dagen efter kunne han hverken spise eller tale. Men stædig som han var, ville han ikke til lægen.
Ugen efter deltog han i et løb, men måtte så give op. Det viste sig, at kæben var brækket tre steder og nu var groet sammen – med det resultat, at han ikke kunne åbne munden og kun var i stand til at indtage flydende mad. Han måtte krybe til korset og lod sig indlægge på hospitalet i Sidney, hvor han blev opereret. Men først måtte kæben brækkes op. Herefter blev sårene syet sammen, og hovedet pakket ind i gazebind, så kun øjnene var fri. Overlægens påbud om, at Morian skulle blive på hospitalet i mindst 14 dage, passede ikke ind i hans planer. Tre dage efter flygtede han fra hospitalet, kun iført hospitalstøj. Dagen efter forsøgte politiet at få ham med tilbage på hospitalet, men uden held. Nogle dage efter fjernede Morian selv klemmerne og trak trådene ud. Men et minde fik han med sig. Et smukt ar hen over højre kind. Da han senere besøgte hospitalet for at takke overlægen, blev han smidt ud med påbud om aldrig at vise sig igen. I 1936 var Morian tilbage i England, hvor han deltog i verdensmesterskaberne og blev nummer 5.
I 1939 skulle verdensmesterskaberne i dirt track igen afholdes i England, men på grund af krigen blev de aflyst. Morian fik dermed aldrig bevist, at han var verdens bedste kører.
Morian i inderbanen til højre
Air-gunner og pilot
Morian gjorde som så mange andre unge mænd i England. Han henvendte sig på nærmeste hvervekontor. Han havde allerede i 1935 taget privatflyvercertificat hos Herts and Essex Flying Club på Broxbourne lidt uden for London og fløjet flere hundreder timer i forskellige småfly og meldte sig derfor til Royal Air Force. I hans tjenestenummer indgik i øvrigt hele to 13-taller.
Egentlig ville han helst have været på flyveskole,men det mente man, han var for gammel til. I stedet tilbød man ham at blive skytte på et af de store bombefly. Han blev sendt til sit kommende tjenestested, og fra at være slaggebanens ukronede konge, blev han nu degraderet til "Acting Pilot Officer on Probation".
Dengang den laveste officersrang i RAF, og så oven i købet kun på prøve.
Han skulle uddannes til agterskytte. Uddannelsen begyndte nytårsdag 1940. Det var benhård træning. Statistikken viste, at en agterskytte (gunner) kun holdt til 3 1/2 halvt togt ind over fjendeland. Posten som skytte var meget udsat i de små udvendige glasbure. De tyske jagerfly forsøgte altid at uskadeliggøre bombeflyenes forsvarsvåben. Tit vendte flyene hjem med dræbte skytter. Morian var igen heldig. Hans hold var på 56. Han var blandt de fem fra hans hold, der overlevede krigen. Efter afsluttet eksamen kunne Morian nu titulere sig "Pilot Officer" med tilladelse til at bære den eftertragtede "halve vinge" med signaturen A.G. Og den blev omhyggeligt syet på uniformen. Morian blev sendt til 99 squadron, base for 24 store Wellington langdistance bombemaskiner i Newmarket. Han blev udvalgt til "rear gunner" (agterskytte). Hans opgave var at rapportere til kaptajnen om alt, hvad han observerede: bombenedslag, fjendtlige fly, antiluftskyts m.m., men om muligt også skyde fjendtlige jagerfly ned. Morians første tur gik til Maastricht, hvor målet var at bombe et jernbaneknudepunkt. Men han fik ikke ram på et fjendtligt fly. Han måtte deltage i 16 bombetogter, før det lykkedes ham at skyde et tysk fly ned, en Messsersmith 109. I alt nedskød han tre tyske jagerfly.
Efter at have deltaget i 22 togter fik Morian endelig chancen for at komme ind over Berlin. Det var den 25. august 1940. Turen var helt uden problemer, og de fik kastet lasten af bomber. På et andet togt var det ved at gå rigtig galt. Flyet havde fået ny pilot. Målet var Bremen. Da de nåede frem, blev de beskudt kraftigt. Årsagen fandt Morian hurtigt ud af. De havde glemt at slukke agterlanternerne, og flyet var oplyst som et juletræ. Han forsøgte forgæves at kontakte piloterne for at få slukket navigationslysene, men de var optaget af at kaste bomberne. Pludselig blev flyet ramt af en granat. Det krængede over, gik i spin og begyndte med 400-500 km i timen at hvirvle mod jorden – med ryggen nedad. Men efter at være faldet 2000 meter lykkedes det piloterne at rette flyet op. Morian var aldrig bange for at sætte sit eget liv på spil for at redde andres. Det skete bl.a. julen 1942, da et tungt lastet bombefly ikke nåede at få fart nok på til at kunne lette. Det ramte en jordvold for enden af banen og brød i brand. Det lykkedes Morian at redde to personer ud af det brændende fly, inden det eksploderede Han fik en del brandsår, men med sin kendte stædighed nægtede han at lade sig indlægge på lazarettet. Han skulle nemlig hjem og holde juleaften sammen med familien. Et blik i spejlet afslørede, at hans øjenbryn var væk, og håret svedet af. For denne dåd modtog han Skt. George-medaljen, som han fik overrakt på Buckingham Palace af kong Georg. I øvrigt som den første i Royal Air Force. Ved samme lejlighed modtog han også Distinguished Flying Cross for sin kampindsats.
Han var også med til at afsløre en tysk spion i området omkring Newmarket. Tyske fly bombede på et tidspunkt byen, hvor Ellen og datteren Lillian boede. Men de var heldigvis ikke kommet noget til. Også her viste Morian sit heltemod. Han fik flere ofre reddet ud af de ødelagte huse og var selv ved at komme galt af sted, da han væltede med sin bil og en stolpe ramte ind gennem bilruden og rev en flænge i hans ene øre.
Morian var åbenbart inde i en heldig periode. Kort efter besøget hos den engelske konge kom der meddelelse om, at han skulle overføres til en træningslejr for RAF piloter.
Morians nye JAP undersøges kritisk inden den læsses på bagagebæreren
Nu kunne han endelig komme til at sidde ved rorpinden samt erhverve dobbeltvingen, som han havde higet efter lige siden krigens start. Han var da 37 år gammel og meget ældre, end sine holdkammerater. Men flyve kunne han stadig. Efter tre måneder på flyveskolen, 150 timers flyvetræning med Tiger Moth og to timers instruktion var han klar til at komme på instruktørkursus. Her fik han 200 timers flyvetræning og nåede at udføre en heldig nødlanding med en brændende Spitfire. I øvrigt med det heldige nummer 13. Hverken flyet eller Morian kom noget til.Juleaftensdag 1943 modtog Morian besked om, at han skulle udstationeres i Indien, og kort tid efter afgik et transportskib med kurs mod Bombay. Hans opgave var at teste de fly, som havde været til reparation. Her lykkedes det ham også at udføre en heldig nødlanding med en Tiger Moth. Flyet havde fået motorproblemer og måtte lande det på en rismark. Han kunne selv reparere motoren og med besvær komme i luften igen.
Morian kunne ikke tåle klimaet i Indien og fik problemer med maven. Han lå på hospitalet i tre måneder med dysenteri. På lægernes anbefaling blev han sendt tilbage til Europa.
Hans lyst til at flyve var der stadig. Da lægerne havde erklæret ham rask, meldte han sig til sin afdeling, og kort efter blev han udstationeret som prøveflyver på Dakota, Lancaster og Halifax. Ligeledes skulle han transportere amerikanske piloter. Amerikanere er ellers ikke lette at imponere. Men det lykkedes alligevel for Morian.
Hans kone og datter boede i nærheden af en stor amerikansk flyveplads, ca. en times flyvning fra det sted, hvor han gjorde tjeneste.
En dag fandt han på, at han ville besøge dem. Han satte sin cykel op i en Dakota, anmodede om starttilladelse og fløj så over til den amerikanske flyveplads. Landede maskinen, tog logbogen under armen og cyklede over til administrationsbygningen for at melde sig hos den amerikanske kontrolofficer. Han afleverede sine papirer, og amerikaneren spurgte:
"Hvem er kaptajn?"
"Det er jeg," svarede Morian.
"Anden pilot?"
"Det er mig."
Den amerikanske kontrolofficer så op et øjeblik, så fortsatte han:
"Navigatørens navn?"
"Det er også mig," sagde Morian. (C. Næsh Hendriksen, side 194).
Det imponerede alligevel amerikanerne, at han ganske ene mand havde fløjet den store tomotorers maskine. Noget lignende havde de aldrig oplevet før. Men sådan var Morian – grænseoverskridende og hurtigt tænkende.
Manden, der ikke ville dø
I begyndelsen af februar 1945 blev Morian sendt til Bruxelles, hvor han skulle stå til rådighed for den engelske hær, der rykkede frem i Nordtyskland. Der blev han hurtigt klar over, at han skulle med til Danmark.
Morian var utålmodig. Montgomery stod i Hamborg. Tyskland var gået i opløsning, og den tyske hær var på flugt på alle fronter, men endnu ikke parat til at overgive sig. Så skete der noget. Natten til den 5. maj kl. 2.00 blev han vækket og fik ordre til at holde sig klar til kl. 7.00 at flyve general Dewing til København. På slaget 7 stod Dakotaen klar til afgang. Kort efter kom generalen, og flyet lettede med Morian ved pinden. En mellemlanding på en mindre flyveplads på Lüneburg Hede var nødvendig for at checke, om tyskerne i Danmark var klar til at overgive sig. Klokken 14.00 kom startordren, og 12 Dakotaer og lige så mange jagerfly satte næsen mod København. Lidt efter dukkede Kastrup lufthavn op, og maskinerne landede, en efter en. Det var et stort og stolt øjeblik for Morian. Tyskerne overgav sig uden problemer. Morian selv gik fra sit fly direkte til administrationsbygningen og ud på parkeringspladsen. Her delte han ud af sine engelske og amerikanske cigaretter. Opdagede pludselig, at der ikke var nogen til ham selv. Han fik i stedet en af de danske, og det var lige ved at tage livet af ham. Han smed den væk med ordene, at han havde fløjet 29 gange over Tyskland, men det her var dog det værste, han havde været udsat for. Pludselig fik han øje på en af sine gamle venner fra de gode gamle dage, motorkøreren Tholstrup. De hilste hjerteligt på hinanden med ordene:
Den gode Dirt Track-kører reparerer selv sine motorer
"Goddaw Morian.""Goddaw igen," gentog Morian. "hvordan har du det?"
"Fint, Fint! Men er du ikke død?"
"Død?" spurgte Morian forbavset. "Hvordan kommer du på den sindssyge idé?" "Det er da ikke mere end otte dage siden, at jeg lagde blomster på din grav ved Haderslev," sagde Tholstrup.
"Det var da pænt af dig at tænke på mig," lo han. "Man siger jo, at den, der lyves død, får et langt liv." (C. Næsh Hendriksen side 197).
Det viste sig, at for et års tid siden var et engelsk Mosquito fly styrtet ned i nærheden af Haderslev. Piloten kunne ikke identificeres, men folk på egnen mente, at det måtte være Morian. Den ukendte flyver blev begravet, og da Tholstrup kom til Sønderjylland kørte han naturligvis hen for at lægge en blomst på graven. Krigen var slut, og nu begyndte et nyt liv for Morian.
Flyverutine og medaljer
Morians logbog for hans tid i Royal Air Force viser, at han i alt fløj 1700 timer i følgende flytyper:
Træningsfly:
Tiger Moth,
Protector II og III,
Magister,
Harward,
Master I og III.
Rekognosceringsmaskiner:
Lysander.
Jagerfly:
Spitfire 5, 8 og 12.
Hurrican I C, II C og II D,
Defiant.
Dybdebombere:
Venegance.
Transportmaskiner (to-motorers):
Anson,
Oxford,
Blenheim,
Dakota
Fairchild.
Bombemaskiner (4-motorers):
Halifax
Lancaster.
Han modtog følgende ordener og medaljer:
Distinguished Flying Cross (D.F.C.), George Medal (G.M.), 1939-1945 Stjerne. Air Crew over Europe Stjerne, France, German Holland Roset, Birma Stjerne, Medal of Defence for England, Mentioned in a Despatch.
Klar til start med fruen i passagersædet
Skovlunde Flyveplads
Morians kontrakt med RAF udløb først december 1945. Indtil da fungerede han som forbindelsesofficer i Kastrup. Han afmønstrede som Flight-Lieutenant. Af englænderne fik han lov til at låne nogle lokaler i Kastrup, og i dem oprettede han den 31. marts 1946 en flyveskole. Han havde i begyndelsen kun en enkelt maskine, en danskbygget KZ. Men i løbet af et halvt år havde han i alt fem maskiner, og pladsen i Kastrup blev hurtigt for trang. Der var ikke plads til udvidelser, og det var heller ikke smart at drive privat flyveklub i en international lufthavn. Morian måtte se sig om efter en anden græsmark. Det skete naturligvis fra luften. På en tur sammen med en elev fik han øje på en mark ved Skovlunde. Han landede sit fly og gik ind og talte med bondemanden, som ejede marken. Det viste sig, at den jord, Morian var landet på, var forpagtet af Københavns Kommune. Han kontaktede derfor direktør Bjerregaard, og den 28. august lejede han marken – i alt 50 tønder land – for en pris af 18.000 kr. om året. Bondemanden var Marius Jensen. Han var forpagter af gårdene Lystoftegaard og Vandværksgaarden. Flyvepladsen blev anlagt på jord, som hørte ind under Lystoftegaard. Marken skulle dog høstes først. Men det klarede Morian også. Han samlede alle sine flyveelever. De hjalp med at køre kornet hjem til bondemanden. Det blev klaret i løbet af en enkelt søndag. Bonden betalte med en gang aftensmad.
Næste dag gik han og Morian i gang med hestene. Der blev pløjet, harvet, tromlet og sået græs, og den 13. oktober 1946 indviede Morian den nye flyveplads. Det officielle navn var "Københavns Flyveplads". Men i folkemunde blev den altid benævnt "Skovlunde Flyveplads". Her drev Morian i en årrække alle mulige former for flyvning: Taxaflyvning, fotoflyvning, rundflyvning, skoleflyvning, avisflyvning m.m.
Flyvepladsen lå dengang ude på landet og kunne ikke genere nogen, men efterhånden som byggeriet bredte sig, voksede også protesterne over støj og miljøgener. Morian havde ikke glemt at køre motorcykel og begyndte at køre i både Danmark og i udlandet. Han havde bragt et Messerschmitt ME 108 Taifun med sig hjem fra Tyskland. Dette fly brugte han, når han skulle ud og køre løb i udlandet. Både cykel, værktøj og andet køregrej blev læsset i maskinen, og så var det ellers af sted. Efter nogle år solgte han dog flyet til Perch i Esbjerg. De brugte det som målfly for hæren.
I Ballerup var der kommet ny borgmester, Kaj Henning Burchardt. Han lagde ikke skjul på, at han ønskede flyvepladsen nedlagt og området udlagt til rekreative formål. I 1976 lykkedes det ham at få en aftale i stand med den daværende borgmester i København, Urban Hansen. Ballerup Kommune købte herefter området til en pris af 12,5 mio. kr. Men Morian havde kontrakt på flyvepladsen indtil 1980, så nedlæggelsen måtte vente noget. Først den 31. december 1980 lukkede Skovlunde Flyveplads definitivt, og flyveaktiviteterne blev flyttet til Tune Flyveplads ved Roskilde, senere omdøbt til Roskilde Flyveplads. Den var blevet anlagt af Morian i 1961, og hertil havde han også flyttet sin flyveskole m.m. Da Tune flyveplads 12 år senere blev omdannet til en statslig flyveplads, var han igen i vejen. Morian nåede således at oprette to flyvepladser med tilhørende flyveskoler i Danmark. I 1983 oprettede han også flyveskole i Paris. Han modtog i den forbindelse et internationalt diplom.
Starten til den første flyvetime
Taxachauffør i Herlev
Under sin redningsdåd i England havde Morian pådraget sig en høreskade på det ene øre. Skaden blev værre med årene. Han kunne derfor ikke få sit flyvecertifikat fornyet. Men han var ikke så let at slå af pinden. Som 68-årig købte han en gammel taxa og begyndte at køre for Herlev Taxa. Morian var en hård hund og sagde altid sin mening lige ud af posen. Han lagde aldrig skjul på, hvad han mente om Ballerup Kommune og borgmester K.H. Burchardt, der jo var manden bag nedlæggelsen af Skovlunde Flyveplads. Jeg forsøgte engang i slutningen af 1980’erne at komme i forbindelse med Morian. På det tidspunkt kørte han stadig taxa i Herlev. Jeg havde flere gange ringet til Herlev Taxa og bedt ham ringe tilbage. Det gjorde han ikke. Jeg overtalte da en af hans kolleger til at kalde ham til telefonen. Men samtalen blev kort. Jeg præsenterede mig for ham. Da han hørte, at jeg kom fra Ballerup – oven i købet fra Ballerup Egnsmuseum var hans svar:
"Du kommer fra Ballerup Kommune. Hvis jeg ville have talt med dig, havde jeg ringet til dig. Farvel". Kort og præcist, som Morian selv. Jeg fik ikke noget interview med ham. Ud over fem radioudsendelser i Danmarks Radio, er det egentlig kun Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der i tv-udsendelsen "Her har du dit Liv" rigtig fik skovlen under Morian. I denne udsendelse blev han helt uforberedt konfronteret med sin fortid og præsenteret for en række personer, for hvem han havde betydet meget.
Morian var en gæv kæmpe. Han havde ikke meget til overs for folk, der ikke gad rubbe neglene. Altid hurtig i replikkerne, men altid parat med en hjælpende hånd. I tidsskriftet Flyv, januar 1995 skriver Lennart Ege i anledning af Morians 90 års fødselsdag:
En strålende dag i Morians karriere. Han viser stolt medaljen, han netop har fået af den engelske konge til sin kone og datter samt en ven
"Ved 80-års fødselsdagen i 1985 var der stadig"go" i den gamle, højt dekorerede kæmpe, der står stærkt i dansk flyvnings historie. 90-årsdagen går nok mere stille af, men sikkert er det, at mange danske flyvere vil sende varme tanker til et mandfolk, der i sin tid vovede livet for Danmark og som nu lever et stille liv sammen med sin kone i Lyngby. På deres vegne gratulerer FLYV hermed på det hjerteligste.I 1994 fik en klasse på Flyvevåbnets Officersskole navnet MORIAN HANSEN – en helt speciel hæder til en civilflyver. For nok har Morian stor krigserfaring, men han har aldrig været dansk militærflyver."
Den 21. februar 1995, seks uger efter sin 90 års fødselsdag, døde Morian Hansen.
"Morian gav mig mit livs chance"
Morian kendes af mange. En af dem, der i særlig grad husker ham, er nu pensionerede generalløjtnant i Flyvevåbnet, B. V. Larsen. Han fortæller her om sit møde med Morian:
"I perioden 13. januar – 2. april 1951 gennemførte jeg (i en alder af 20 år) for egen regning uddannelsen til et privatflyvercertifikat hos Henning "Morian" Hansen på Skovlunde Flyveplads. I øvrigt en del af min samlede flyveruddannelse, der startede på en højst ukonventionel måde. Jeg havde gennem længere tid tilbragt en større del af min sparsomme fritid "hængende ved hegnet" ind til Skovlunde flyveplads – for her at opleve det lokale flyvemiljø. Da MORIAN tilsyneladende havde observeret dette, kom han en dag pludselig hen til mig og spurgte, "om jeg var interesseret i at lære og flyve". Det kunne jeg jo ikke benægte – jeg havde imidlertid ikke råd! Da Morian var en handlingens mand, sagde han blot: Kom ind og prøv. Hvis du har evnerne, kan du flyve ”på klods". Og sådan blev det! Her startede et venskab, der rakte langt ud over flyvningen, og som varede til MORIAN’s død – relativt kort tid efter hans 90 års fødselsdag. Et venskab og en tillid, der på sigt bl.a. var medvirkende til, at jeg derved "skiftede spor" fra at være flyvemekaniker ved Søværnets Flyvetjeneste på Margretheholmen i København til flyveelev på flyvestation Avnø, hvor jeg mødte på Elementærkursus 1951-III den 7. januar 1952. Et "sporskifte", der for mig herefter medførte en karriere i Flyvevåbnet, der bl.a. inkluderede seks års tjeneste som inspektør for dette værn samt afsluttede som midlertidig generalløjtnant og næstkommanderende for NATO’s flyvestyrker i Nordregionen – med hovedkvarter i Oslo.
Spitfire jagerfly
Som det kan ses af ovenstående, kan man "komme vidt omkring", hvis man starter det rigtige sted og møder de rigtige mennesker – i mit liv var MORIAN "manden der gav mig chancen". Han kunne være barsk – men altid "fair" over for vennerne. Og dem var der mange af. Ham glemmer man aldrig."(B.V.Larsen 20. november 2000).
B.V. Larsen har i et efterfølgende brev fra 5. februar 2001 disse bemærkninger: "Hr. Jørgen O. Bjerregaard Hermed – som lovet – et par billeder af min gamle ven Morian. En person, der altid vil være højt placeret blandt de mennesker, jeg har mødt i mit liv. Ikke alene for den tillid han udviste over for mig – hvilket bl.a. fik mig "på ret kurs" m.h.t. flyvning – men også det kammeratskab der fulgte med!!!
Uden ovennævnte kvaliteter var det vist blevet meget svært for mig at "skifte kurs" fra at være flyvemekaniker til pilot i Flyvevåbnet. En "kurs" der bl.a. gav mig mulighed for at afslutte min karriere på generalsniveau – henholdsvis som chef/inspektør for Flyvevåbnet i perioden 1984-90 og chef for NATO’s flyvestyrker i Nordregionen indtil jeg blev pensioneret i 1993.
Det kan godt være, at han af og til kunne været noget af en "krabat" over for mennesker, han af én eller anden grund "kom på skæv kurs" med. Men for vennerne, var han simpelthen varm, realistisk – en god ven!!!
Til info kan oplyses, at billederne stammer fra Flyvestation Skrydstrup i 1980 – hvor jeg var chef for denne flyvestation i perioden 1979-84, medens vi indførte F16 i Flyvevåbnet. Ud over billedet kan jeg meget uofficielt oplyse, at Morian ikke alene fik en god dag på flyvestationen, men også viste, at han stadig var i stand til at udføre kunstflyvning i et FLV T-17 skolefly. Og det til en høj karakter. Jeg sad blot ved siden af. "Den gamle" kunne selv.
Venlig hilsen
B.V. Larsen"
Hjemme igen efter afslutningen på krigen. Morian ved rattet i jeepen umiddelbart efter
Et vådt bryllup
Poul Hjorth, der stammer fra Kildegaarden i Skovlunde, og som i nogle år ejede Larsbjerggaard i Skovlunde, har også et par morsomme erindringer om Morian Hansen. Larsbjerggaard lå lige syd for flyvepladsen. Poul Hjort fortæller:
"Morian lejede jo et stykke jord (Lystoftegaard) og fik lavet flyveplads. Det var vist lige efter, at han var begyndt (1946). Fra sit fly så han, at vi skulle have hvidkål ud af en kule.
Det var i den tid, hvor det var frostvejr, så jeg skulle fjerne jorden med en hakke. Det så Morian, så han skulle lige drille mig lidt. Han dykker ned over mig. Men jeg springer naturligvis ned af kulen, for jeg ville nødig miste min hakke. Så skulle jeg jo bare hente den på hans flyveplads. Lidt efter, da Morian var landet, kom han hen til mig og sagde: "Nå, du blev nok forskrækket, hva’ Poul?" "Gu’ gjorde jeg da ej – men jeg ville da ikke ha’, at du skulle flyve med min hakke."
Nogen tid efter skulle min søster giftes, og vi ville derfor gerne leje Morians lokaler. Det var jo fine lokaler, som vi kunne holde fest i. Så spurgte vi Morian, hvad han skulle have for det. Det skulle han da ikke have noget for. Så sagde fatter: "Så skal du også med til festen." "Ja, det havde jeg sgu’ da også regnet med, Hjorth," sagde han. Så han kom med til festen.
Fatter sagde til mig, at jeg skulle sørge for, at Morian fik en god "husleje". Han kunne godt lide Hvid Heering, og det drak han af et ølglas. Han blev sgu’ også fuld derefter. Da klokken var 3 om natten, ville han ud og flyve. Men jeg tog nøglerne fra ham og sagde: "Du skal ikke flyve i dag." Så han tog hjem. Dagen efter, da vi gik og ryddede op, kom Morian og spurgte mig om, hvor jeg havde lagt den hammer, jeg havde slået ham oven i hovedet med." (Samtale med Poul Hjort, januar 2001).
Morian Hansen i førersædet på et T-17 skolefly, mens B.V. Larsen kigger på. Flyvestation Skrydstrup 1980. Venligst udlånt af B.V. Larsen
To kolleger
Taxachauffør Ib Glamhøj fra Ballerup, Værløse, Herlev Taxa og tidligere kollega til Morian har en enkelt historie om ham. Morian har da været omkring 80 år gammel. Det drejede sig om nogle unge mennesker, der havde deltaget i en julefrokost. Der blev sendt tre biler afsted. Ib Glamhøj og en anden havde problemer med de unge mennesker og fik et par på hovedet. Morians kunde nægtede at betale. Hvordan Morian fik ham "overtalt", melder historien ikke noget om. Men betale, gjorde han. Da Morian dagen efter mødte på arbejde, observerede hans kolleger, at han havde skrabet huden af knoerne på sin højre hånd. Så forstod de historiens rette sammenhæng. (Ib Glamhøj 5. februar 2001).
Preben Madsen, en anden af Morians gamle taxakolleger, husker Morian som et meget specielt menneske, men også som en kammerat, man kunne stole. Morian boede da på Gåseholmvej i Herlev. Morian mente selv, at han var udødelig. Preben Madsen fortæller, at han i en fremskreden alder, vistnok omkring de 80 år, selv havde lagt et større antal fliser. Men ikke nok med det, han havde også optaget et større banklån. Det måtte ikke løbe over mere end 10 år, for han havde ikke lyst til at gå og betale afdrag, når han blev gammel. Hans foretrukne taxavogn var en Ford Granada, ikke en typisk taxabil. Men Morian var og blev Ford-fan. Han klarede ofte selv større reparationer, som f.eks. udskiftning af gearkasse.
Preben Madsen husker specielt en dejlig sommermorgen, hvor han stod nede på parkeringspladsen og tørrede duggen af bilruderne. Vejret var fint, og han stod og sang og fløjtede. Pludselig gik vinduet op, og Morian spurgte, om det nu også var nødvendigt at stå og skråle så tidligt om morgenen.
"Hold da kæft Morian," råbte Preben Madsen, "kan du ikke se, at vejret er dejligt, og fuglene synger?"
"Du skal ikke råbe hold kæft til mig, knægt, så kan du få en på hovedet." Morian havde allerede det ene ben ude af vinduet. Men det var naturligvis kun en venlig spøg. Sådan var han. Hurtig på aftrækkeren.
Preben Madsen mener at kunne huske, at Moriankørte indtil 1992/93. Det vil sige, at han var langt oppe i firserne, da han stoppede med at køre taxa. (Preben Madsen, 6. februar 2001).
Morian på forsiden af Billedbladet den 29. maj 1945
Kilder:
B.V. Larsen, den 30. november 2000.
Svend Jørgen Jensen: Skovlunde før og nu.
Ballerup Historiske Forening 1998.
Svend Jørgen Jensen: Skovlunde Flyveplads 1946–1980, i: Byhornet, 19. årgang nr. 4, december 1990.
Fem udsendelser i Danmarks Radio 1981.
Her har du dit liv – tv-udsendelse om Morian Hansen i DR.
Diverse opslag på internettet.
Samtale med Poul Hjorth, januar 2001.
Samtale med Ib Glamhøj, 5. februar 2001.
Samtale med Preben Madsen, 6. februar 2001.
Kaptajn Morian Hansen. Nekrolog af generalmajor B.V. Larsen, i: Tidsskriftet Flyv,april 1995.
Danske Flyvere i Royal Air Force. Tidsskriftet Flyv nr. 6, 1945.
Hans Jørgen Nielsen: Historien om det heldige trettental, i: Ford A Nyt nr. 5 og 6/1995.
Billedbladet nr. 22, 29. maj 1945.
Lennart Ege: Morian. En legende fylder 90, i:
Tidsskriftet Flyv, januar 1995.
C. Næsh Hendriksen: Fra slaggebane til Spitfire med Morian Hansen Forlaget "Dana", Odense 1945.